Vi er en danskejet virksomhed, der havde sin opstart i 1934 og 80 års jubilæum i 2014. I takt med tiden er vores varesortiment blevet udvidet og i dag er vi en topmoderne e-handelsvirksomhed med mere end 35.000 varer på vores hjemmeside. Se tidslinjens årstal, hvor der kan læses mere om vores historie.

 

Tidslinje:

 

Starten på det hele

- De første år i Hertels Papirlager og Papir-Industrien

Papir-Industrien blev stiftet i 1933 af grosserer Fr. Jægerholt, som i 1942 solgte firmaet til A/S Schou & Co., hvis hovedkontor lå i København. Via opkøb var man i gang med at etablere en landsdækkende kæde af papirfirmaer, der bl.a. skulle sælge de papirvarer, som de Schou'ske fabrikker producerede. I 1946 blev Iwan Bjarnø, som var udlært i Schou i København, udnævnt til forretningsfører for afdelingen i Slagelse.

Næstveds sidste lokalt forankrede papirfirma Hertels Papirlager blev stiftet i 1934 af Ahrent Theodor Hertel, født i Roskilde i 1885. Via et københavnsk papirfirma og en tid i boghandel i Hillerød blev Hertel afdelingsleder i Gyldendals boghandels afdeling i Næstved. Efter lukningen af denne afdeling startede Hertel sin egen papir engrosforretning i Købmagergade, og man flyttede senere til Farvergade. I 1948 døde Hertel, og hans sønner Knud og Ahrent overtog firmaet.


De første udvidelser

- vækst og større varesortiment

Iwan Bjarnø flyttede til Slagelse og blev gift med Elsebeth Rossing. Efter at have arbejdet for Schou-koncernen i 22 år købte Iwan Bjarnø Papir-Industrien i 1962. Vækst nødvendiggjorde mere plads, og Papir-Industrien flyttede derfor fra Eriksgade i 1964 til nyopført fabrikshal på Industrivej 4 i Slagelse. Gennem årene har yderligere vækst og større varesortiment gjort det nødvendigt at udbygge lager- og kontorfaciliteterne i Slagelse.

I Næstved var familien Hertel aktiv i Hertels Papirlager helt frem til 1979 - til sidst via sønnen Ahrent Hertel. På grund af pladsmangel flyttede firmaet i 1972 fra Farvergade 7 til Erantisvej 50 og i efteråret 1978 kom Willy Bjarnø, søn af Iwan Bjarnø til Hertels Papirlager, og han købte firmaet den 1. januar 1979. Willy havde på samme tidspunkt også et firma, som importerede papirvarer fra Europa, og han lejede derfor yderligere plads til dette firma på Erantisvej. Dette forretningsområde blev frasolgt i 1983.


Nyt domicil og vartegn

- generationsskifte og modernisering

I 1991 blev det nye Hertels Papirlagers domicil opført på adressen Kuhlausvej 80 i Næstved. Det nye Hertels Papirlager med 650 m2 lager og 260 m2 kontor- og møbeludstilling var en nødvendighed for at kunne vise branchens nye vareområde og skabe forbedrede personale- og lagerforhold.

Iwan Bjarnø, som døde i 1997, foretog sit generationsskifte i 1992, og den nye ledelse blev et team med Erik Hansen som forretningsfører og Willy Bjarnø (ældste søn af Iwan Bjarnø og ejer af Hertels Papirlager) som adm. direktør. I 2007 gik Erik Hansen på pension som 65 årig efter 40 års virke i firmaet, og Willy Bjarnø overtog ledelsen af Papir-Industrien. Fem år senere valgte Willy Bjarnø at generationsskifte efter 35 år i papirbranchen, og derved solgte han både Papir-Industrien i Slagelse og Hertels Papirlager i Næstved.


Den digitale fremtid

- altid klar med traditionel kundeservice og teknologisk brugervenlighed

De to virksomheder blev den 1. januar 2013 overtaget af ægteparret Erika og Thomas Snor, hvor de blev forenet under fællesnavnet Hertels A/S. Erika og Thomas Snor har i de sidste tyve år drevet isenkram-forretninger, og i Hertels A/S tager Thomas sig af den daglige drift, medens Erika har ansvaret for økonomi og personale.

Frem til 2017 rådede Hertels A/S Slagelse over 1400 m2 lager samt 260 m2 kontor- og udstillingslokaler på adressen Industrivej 10 i Slagelse - afdelingen blev lukket i 2017 og alt salg blev flyttet til afdelingen i Næstved. I sommeren 2018 indgik Hertels A/S og Zolutions et strategisk samarbejde omkring salg af kontorartikler og kasseapparater, hvilket pr. 1/7 2018 blev varetaget af Hertels A/S.


Faglig stolthed og vokseværk

- erfaring kombineret med ny inspiration

Det er med stor faglig stolthed at vi snart kan fejre 90 års jubilæum og det bliver endda med vokseværk, da to virksomheder bliver til en. Erika og Thomas Snor overtager Boresko Totalkontor A/S pr. 1/5 2023, hvorefter virksomhederne bliver til Hertels Boresko A/S.

Dette bliver startskuddet for en ny begyndelse med mange spændende og nye tiltag, herunder nyt navn - nyt logodesign, hvor en lille sommerfugl ser dagens lys. Gennem sit liv går sommerfuglen tre faser igennem - ét som larve, ét som puppe og ét som sommerfugl. Og dermed matcher den også Hertels Boresko A/S’ ambitioner om at servicere alle virksomheder, uanset, hvor de befinder sig. De store og veletablerede som de små og nyopstartede – på tværs af brancher.

Derudover ønsker vi også i fremtiden at gøre mere ud af at hjælpe vores kunder i mål med deres ”grønne” visioner og indkøb med omtanke på miljøet. Og derfor er vores nye logo en sommerfugl, da det skal fungere som en ledestjerne på den rejse, vi håber vores kunder vil tage del i.